Salgspraktikant med interesse for salg og kundeservice

Har du en sælger gemt i dig? Brænder du for at lære mere om online handel med og mellem danske virksomheder? Kan du lide at snakke med kunder og er du hurtig på tasterne? Så kan det være dig, der bliver vores nye praktikant fra august til december 2019.

Spotmarket er en online, lukket B2B markedsplads, som formidler handler mellem leverandører og indkøbere indenfor dagligvarebranchen. Vi hjælper leverandører med at få afsat deres restpartier, evt. ledige kapacitet eller få kontakt til nye kunder (food og non-food) og vi hjælper indkøberne fra Coops butikker med at få et hurtigt overblik over mange gode tilbud, og med få klik at kunne købe et vareparti. Kort sagt sørger Spotmarket for at begge parter gør en god handel, og undgår i samme omgang jævnligt madspild.

Vi udvider løbende vores sortiment, leverandører og vores kundekreds og vi har brug for dig på vores hold til at hjælpe os med at få yderligere succes.

Hvad skal du så lave? 

Vi søger en udadvendt og velkommunikerende praktikant, som hurtigt kan sætte sig ind i og videreformidle vores koncept til nye potentielle brugere. Du skal være tilpas med at snakke i telefon og vi skal nok give dig en grundig oplæring, før vi slipper dig løs på egen hånd – vi er nemlig rigtig gode til kundeservice!

Som praktikant hos Spotmarket vil du få en stor berøringsflade. Du vil blive en del af både salgs- og kundeserviceteamet. Du kommer til at fungere som sælger og vil være i kontakt med mange af de store danske leverandører af varer til dagligvarebutikker på både telefon og mail.

Dine opgaver bliver bl.a. følgende:

  • Vedligeholdelse af vores eksisterende kundeportefølje af leverandører og indkøbere
  • Opsøgning af nye kunder – du ringer ud til leverandører og indkøbere og forklarer om vores fede koncept. Måske har du forelsket dig i en af vores kategorier og har lyst til at udvide vores kundeportefølje inden for en særlig branche?
  • Opdatering af kundernes profiler, introduktion til portalen, oprettelse af varer
  • At videreformidle modbud og forhandle priser med hhv. sælger og køber
  • Ad hoc-opgaver

Hvordan fungerer Spotmarket til daglig? 

Vi har et uformelt arbejdsmiljø, er åbne over for hinandens idéer og sparrer løbende i teamet. Vi vil altid gerne høre din mening om tingene, og vi forventer at du bidrager, når du får gode idéer. Vi er en ung virksomhed med store ambitioner og vi er et lille team, som arbejder tæt sammen.

Vi bor på Oddervej 202, 8270 Højbjerg, ikke langt fra Erhvervsakademiet.

Skal du være en del af Spotmarket-familien? Så send os en ansøgning og fortæl, hvorfor vi skal have netop dig til samtale. Vi ser frem til at høre fra dig!

Kontakt CEO Michael Svendsen, tlf: 20277057, mail: svendsen@spotmarket.dk